Viser du hvem du virkelig er?

I Blog by Anette Glad

Hvornår har Du sidst vist dig? Sådan helt som du er, uden at du efterfølgende følte dig forkert? Hvor du ikke har skulle tilbageholde tanker, udtryk, impulser? Hvor du bare har kunnet være Dig med alt hvad det indebærer?

Mange af os har svært ved at vise hvem vi virkelig er, af angst for at blive afvist, føle os forkerte og ikke længere blive ”elsket”. Så tager vi en “maske” på som erfaringen har vist os er brugbar. Og denne “maske” kan følge os længe og være en god følgesvend.

Men en dag opdager du måske, at din “maske” ikke længere hjælper dig med at skabe det liv du gerne vil. I stedet begynder du at føle dig ensom og udenfor og måske endda fremmedgjort over for de mennesker du holder af.

Den mest logiske og automatiserede reaktion er at begynde at se på fejl i din “maske”, at finpudse den (for den har jo været sådan en god ven), og tanker som “hvis bare jeg bliver lidt sødere, sjovere, mere hjælpsom, mere fandenivoldsk etc., så føler jeg mig ikke mere ensom”. Men det hjælper ikke.

Jo mere du bruger og finpudser din “maske”, desto større afstand skabes der mellem dig og de andre som du ønsker et tæt forhold til.

Vejen ud af ensomhed er altså IKKE at finpudse din “maske”. Vejen ud af ensomhed er tætte, givende, ærlige og støttende relationer, som opstår ved, at Du viser dig som du er og lader andre vise sig for dig som de er.

Og ja det er jo nemt sagt. Ofte er det angsten for at blive afvist/ ikke elsket som i sin tid fik os til at tage en “maske” på. Og det er den samme angst som nu gør det svært at lade “masken” falde.

Lider du under et lavt selvværd, føler du måske at uden ”masken” er du ingenting.
Det kan derfor synes stort og uoverskueligt at kaste sig ud i arbejdet med at vise hvem du også er.

De bedste redskaber i dette arbejde er dit eget mod til at se din angst i øjnene og vise dig for en anden. En anden, som er der for dig med nænsomhed, empati, indlevelse, forståelse og rummelighed.

Kærligst
Anette Glad

Del dette indlæg